Kommentar: TMS ligner en børnehave
Kommentar: En sarkastisk sjæl i TMS Ringsted var ikke i tvivl, da han så, at David Langkilde og Stiven Larsen skulle være nyt trænerpar for kvinderne i TMS Ringsted fra næste sæson og to år frem.
- De er færdige inden jul, lød det.
Vedkommende fik ikke ret.
Der gik en måned - eller blot tre uger for Langkilde.
Officielt er de to trænere end ikke startet, da deres kontrakt først starter 1. juli. Alligevel blev de fyret tirsdag eftermiddag af årsager, der endnu er kommet frem.
TMS Ringsted fyrer altså trænerne efter mindre end en måned, men kommer ikke med en årsag eller en forklaring.
Blot:
"Med sæsonen afsluttet med en 4. plads i 1. division og en plads i landspokalturneringens 1/8-dels finale og i bestræbelserne på at skabe de bedste forudsætninger for kvindehåndbolden har TMS Ringsted fundet det nødvendigt at annullere de to aftaler, der var indgået med trænerteamet bestående af David Langkilde Møller og Stiven Larsen. De er således begge fritstillet med øjeblikkelig virkning."
Magen til tomme ord skal man da lede længe efter, og det vil klæde det nyligt nedsatte elite-kvindeudvalg med Jørgen Lagerbon i spidsen, Anja Fog, Søren Blum samt Jan Berner Rømer at komme med en rigtig god forklaring på, hvad der er sket og foregået, siden de har fundet det nødvendigt at opsige indgåede aftaler så hurtigt.
Kevin Arildtoft Moer er vendt tilbage som sportschef, og hvilken rolle har han spillet i det her? Arildtoft Moer er en velkendt skikkelse i TMS med en - skal det siges - fjern fortid som herretræner, og lad mig bare konstatere, at det gik ikke stille af sig...
Nu er han så ny kvindetræner. Vupti, efter få uger.
Tilbage står David Langkilde, der tydeligvis ikke har fået nogen som helst forklaring på, hvorfor han og Stiven er fyret og henviser til TMS, når vi spørger ham. Den unge træner har ageret kegle i et spil, han ikke kendte til bunds.
David Langkilde og Stiven Larsen var så udmærket klar over, at de overtog et problembarn af et hold, der på visse stræk har været i indre strid med sig selv i forgangne sæson.
Årsag: Spilleren Natascha Wollesens relation til den sportslige ansvarlige, Winni Wollesen (mor/datter), har været gift for truppen og trænerparret Tomas Laursen og Dan Hansen. Natascha sætter man ikke bare af et TMS-hold, og gør man, så er der ballade, og så kan Dan Hansen have været sportschef nok så meget. Winni var over ham i ledelseslaget, og Winni lukker man ikke bare lige munden på endsige beder træde til side.
Ydermere har Winni Wollesen kritiseret andre spilleres ageren på banen med ord og gestikuleren, og på en parkeringsplads i Holstebro inden jul endte det i et mere end højlydt skænderi mellem Tomas Laursen og Winni Wollesen.
Også helt uværdigt og en dobbeltrolle, der ikke klæder nogen som helst - og slet ikke gavner TMS, når personlige interesser på den måde er involveret. Uskønt.
Det var blandt andet frustrationen over det samt de mange bryderier i truppen, der fik Tomas Laursen til at hive plastret af, da sæsonen var slut. Her satte han ord på, hvad han selv og hele truppen har været igennem, og det er ikke småting. Ordene landede tungt i TMS-korridorerne.
Udtalelserne endte med en fritstilling et døgn efter af også Dan Hansen, og det var således den rodebutik, de nye trænere trådte ind i med håbet om en frisk og tiltrængt ny start.
Sådan blev det ikke.
Kvinde-ledelsen i TMS havde helt sensationelt mere i godteposen - altså en fyring af trænerparret efter en måneds tid og uden en forklaring. Nu har Kevin Arildtoft så overtaget scenen som træner og sportschef, og hvem har han en meget nær relation til? Winni Wollesen...
Alt er forandret og intet er forandret.
TMS Ringsteds kvindeside kan nu sejle videre, indtil der forhåbentlig en dag kommer en voksen ind i børnehaven og rydder op.
Anders Kamper er sportsredaktør i Sjællandske Nyheder.