Albertslund fra Brøndby til FCK
FC København og Albertslund IF Fodbold smed noget af en bombe torsdag, da klubberne offentliggjorde, at AIF Fodbold bliver en del af FCKs klubsamarbejde. Det tæller nu omkring 60 klubber.
Indtil for nylig var Albertslund ellers en del af naboklubben Brøndby IFs Masterclass, men det er nu droppet til fordel for rivalerne i FCK.
- Vi er rigtig glade for at indgå et samarbejde med Albertslund IF med udviklingen af børnefodbolden som fællesnævner. Samarbejdet understreger F.C. Københavns og Albertslund IF Fodbold’s fælles vision, forpligtelse og ansvar om at styrke fodboldens fundament og tilbyde forskelligartede muligheder for, at alle børn kan indgå i et stimulerende træningsmiljø, der passer til det enkelte barns motivation og udviklingszone, siger Anders Hall Toft, leder af F.C. Københavns Klubsamarbejde, til FCKs hjemmeside.
- Vi ser frem til et godt og langvarigt samarbejde med fokus på børnenes trivsel og udvikling både sportsligt og i deres dannelse, hvortil udvikling af klubben, herunder trænere og ledere, spiller en afgørende rolle, siger Anders Hall Toft.
Fra Albertslund IF Fodbolds side siger man til fck.dk
- Vi har valgt samarbejdet med F.C København, da vi som fodboldforening med børnene i fokus, har en oplevelse af en gensidig tilgang og indstilling til, hvad børnefodbold skal være i breddefodbolden såvel som i et elitemiljø. Det handler om at motivere og udvikle vores spillere i et trygt og professionelt miljø med afsæt i ens egen klub. Ligeledes glæder vi os til at kunne videreudvikle vores trænere og træningsmiljø i nye og spændende rammer. Det giver os ny fodboldfaglig sparring og en daglig dialog til videreudvikling af vores klub og vores spillere, lyder det fra Albertslund IF Fodbold, men uden at sætte navn på, hvem der siger det.
FCK er ikke forvænt med samarbejdsklubber på Vestegnen, idet kun Høje Taastrup IF var samarbejdsklub inden Albertslund kom til.
Derimod sidder Brøndby IF og Masterclass tungt på området med samarbejdsklubber som BK Rødovre, Ejby IF 1968, Glostrup FK, Herstedøster, Ishøj, Hundige, Taastrup FC, Vallensbæk, Sengeløse og Vestegnens Bold Akademi.